Lidt om mig og mit firma

Min baggrund

Jeg startede firmaet i 1987 samtidig med, at jeg var ansat på Den Kongelige Pocelænsfabrik (nu Royal Copenhagen), hvor jeg arbejdede med det traditionelle musselmalede stel og på fabrikkens udviklingsafdeling. I 1990 forlod jeg fabrikken og sprang ud som fuldt selvstændig, dog har jeg sidenhen haft forskellige udviklingsopgaver for Royal Copenhagen, bl.a. i forbindelse med udvikling af et nyt musselstel - Blå Palmette - beregnet på det asiatiske marked.

Lige fra starten har jeg i mit eget firma malet dekorationer på glas og porcelæn, og nogle af de første blomstermotiver findes stadig på de glas, der sælges i dag.

Håndmalede påskeæg er også en vare, jeg har produceret i alle årene - både til min egen butik og til Bering House of Flowers i København. Efter at have leveret dekorerede påskeæg i et par år, spurgte Erik Bering mig i begyndelsen af 1990'erne, om jeg kunne male nogle blomstermalerier i traditionel guldalderstil. Det var ikke ligetil, og der var ingen lærebøger i den kunst, men efter at jeg havde øvet mig i et par år, mente jeg at malerierne havde en kvalitet, så jeg kunne være bekendt at udstille dem.
Det gik godt, udstillingen var en succes, og malerierne var hurtigt solgt. Siden da har jeg med stor glæde fortsat med blomstermaling, og jeg afholder adskillige kurser heri hvert år. Hvis du er interesseret i at se mine blomstermalerier eller deltage på et kursus i blomstermaling, så vil jeg henvise dig til min anden hjemmeside: www.blomstermaleri.dk.

Birthe Jarlbæk

Mit værksted og fysiske butik er på Møn

I 2004 flyttede jeg til Møn, hvor jeg bor i det smukke landskab på Østmøn tæt ved Møns Klint og Klintholm Havn. I forbindelse med min privatbolig har jeg mit værksted, en lille butik samt et orangeri, der af og til bruges til undervisning i blomstermaling. I mit værksted har jeg ovne, hvori der kan brændes glas og porcelæn.

TV-udsendelse om mig og mine produkter

Hvis du vil vide mere om mig, og det jeg arbejder med, er her et LINK til en times TV-udsendelse fra 2023.

De færreste vil nok se hele udsendelsen, så er du særligt interesseret, i det jeg fortæller om håndmalet glas og porcelæn, kan du spole frem til 30 minutter og 45 sekunder og stoppe igen efter 36 minutter - god fornøjelse ;-)

Firmaets tre hovedaktiviteter

Netbutikken  -  Håndmalet.dk

I min netbutik sælger jeg produkter, som jeg selv har dekoreret. Det drejer sig især om håndmalede serier af glas og porcelæn, men andre produkter som f.eks. dekorerede påskeæg vil man også kunne finde i netbutikken. Udover de faste produkter sælger jeg en hel del glas med inskription efter kundernes ønsker. Størst aktivitet er der dog indenfor produktion af håndmalede navneskilte i porcelæn samt håndmalede fliser til køkkener og badeværelser, hvor der ofte er behov for at opfylde individuelle ønsker.

Butikken på Møn

I min butik på privatadressen sælger jeg foruden håndmalet glas og porcelæn også mine blomstermalerier. Butikken er åben stort set hele året - alle ugens dage - når flaget er ude, eller efter aftale. Kommer du langvejs fra, så er det altid en god ide at ringe først.

Hvis du kommer til Møn, så håber jeg, at du vil aflægge min butik et besøg - du skal være meget velkommen - adressen står nederst på siden her.

Skole i blomstermaling

Siden 1995 har jeg undervist i blomstermaling. Det foregår dels som 2-dags kurser og dels som 4-5 dages internatkurser. Hvis du vil læse mere om kurserne, henviser jeg til min anden hjemmeside: blomstermaleri.dk